Aspirata Vocalis er igen vendt hjem fra en god og oplevelsesrig koncertturné i England. Koret boede 6 dage i middelalderbyen York - med de spændende gamle smalle gader, forretninger og den gamle ringmur.

Koret sang 4 koncerter; først en frokostkoncert i York’s kæmpestore katedral, York Minster og senere en aftenkoncert i en af byens mindre kirker, St. Helens. De næste dage sang koret i Ripon - og Durham Cathedral med et blandet repertoire af danske/nordiske og klassiske korværker med musik af N.W. Gade, Hugo Alfvén, Evert Taube, Jean Sibelius, Mozart, Rachmaninov - og engelske Edward Elgar og John Rutter.

Det var en virkelig stor oplevelse og udfordring at synge i de engelske kirker pga. de store katedralers særlige akustik. Derudover blev der sunget på gader og stræder i de byer vi besøgte. En særlig oplevelse var det at synge i den gamle klosterruin, Fountains Abbey.

Aspirata Vocalis takker Køge Kommunes Kulturfond, Carlsen-Langes Legatstiftelse, Din Tøjmand Torvebyen i Køge og Kor72, for deres tilskud, så det var muligt at gennemføre dette års koncertturné.